Fakta Nice

nice-fakta

Placering

Nice ligger i det sydligste Frankrig, ved Middelhavskysten og er en af de største ferie byer på den franske Riviera (Côte d’Azur). Nice er administrationsby for departementet Alpes-Maritimes og er iøvrigt den næststørste by (efter Marseille) i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur. Byen ligger smukt placeret i Baie des Anges (Englebugten) – blot 34 km fra den italienske grænse. Den lange, palmeprydede kystvej, Promenade des Anglais, er verdensberømt.

Indbyggere

Nice har 347 000 indbyggere (2007), og medregner man forstæderne omkring byen, stiger befolkningstallet til ca. 1 million mennesker. Byens økonomi er stort set baseret på turisme, men Nice er også et handelscentrum og en vigtig universitetsby.

Klimaet

Områdets middelhavsklima – med varme, tørre somre og milde vintre – er meget gunstigt, og gør, at mange turister kommer her hvert år. De lokkes også til af de lange, indbydende sandstrande, som strækker sig både mod øst og vest.

Historie

Nice blev grundlagt af grækerne i Massilia (Marseille) omkring år 350 fvt. under navnet Nikaia. Byen udviklede sig hurtigt til at blive et vigtigt handelssted på den liguriske kyst, hvilket er det gamle navn for den kystlinie, der strækker sig langs den italienske Riviera og et lille stykke ind langs den franske. Byens historie er ellers kompleks, og den var bl.a. i en periode allieret med den italienske by Pisa. Fra 1718 til Italiens sammenslutning i 1860, blev grevskabet Nice (Nizza) en del af Kongeriget Piemonte-Sicilia, og således har Nice endog spillet en vigtig rolle i Italiens historie.

Seværdigheder

Det skal også nævnes, at områderne omkring Nice kan byde på mange spændende udflugtsmål – bl.a. den smukke halvø Cap Ferrat, med villaer i millionklassen, som ejes af nogle af verdens rigeste familier. Landsbyen Saint Jean de Cap Ferrat er et sjovt og populært sted på halvøen, med en berømt lystbådehavn.

Infrastruktur

Nice er en moderne storby, med en veludviklet infrastruktur. Den internationale lufthavn, Aéroport Nice Côte d’Azur, for enden af Promenade des Anglais, er Frankrigs tredje største. Den har to terminaler, og betjener ca. 10 millioner passagerer årligt. Byen har for øvrigt færgeforbindelse med Corsica (både almindelige og hurtige færger) og meget gode tog-og vejforbindelser mod både vest, øst og nord.